Foredrag

Livsbekræftende og tankevækkende foredrag. 

Døden er et vilkår. Den er ikke en lægelig fejl. Alligevel bliver livsforlængende behandling ofte sat i gang uden andet formål end at forhindre livets afslutning. Fordi vi kan. Fordi vi har så svært ved at acceptere, at noget ikke kan behandles. Og fordi vi har fået en forestilling om, at døden for enhver pris skal undgås. For ja, døden er svær. Den er endegyldig. Og det er ubærligt, når et menneske, vi elsker, dør. Men døden er et vilkår, vi ikke kan forhandle med eller behandle os ud af. Måske kan vi derfor opnå en mere nådig død, hvis vi tør overgive os til det, vi ikke kan kontrollere: magtesløsheden, uretfærdigheden og sorgen. Velvidende, at døden før eller siden kommer for os alle.

Jeg er på livets side. Men jeg er ikke på den blotte livsforlængelses side. Døden giver livet mening: vi har travlt – vi har et liv vi skal nå før den indhenter os

For hvad er det, vi forsøger at forlænge, når behandlingen ikke længere giver et menneske mere liv, men blot udsætter døden? Sundhedsvæsenet kan i dag helbrede rigtig mange ting, og mange livstruende sygdomme kan holdes i skak i årevis, være kroniske. Det er et fantastisk fremskridt. Men hvis døden skal forhindres for enhver pris, og vi kan behandle næsten alt – hvad skal vi så dø af?

At forlænge livet får ofte store konsekvenser for livskvaliteten, for muligheden for at leve det liv man ønsker. Når behandlingen alene har til formål at holde døden på afstand, risikerer vi samtidig at forlænge lidelsen, afhængigheden og det liv, der måske allerede er blevet så begrænset, at det ikke længere føles som et liv, man ønsker at forlænge. Derfor bør vi tale om døden, mens vi endnu er raske nok til at gøre det. Med dem, vi elsker. Om hvilket liv vi ønsker at leve og om hvornår ønsket om mere liv risikerer at blive et ønske om blot at undgå døden.


Følgende foredrag kan laves med og uden samtalesalon

1. "Danmark Taler om døden" med fokus på samtalen om døden, den værdige død og livets afslutning, om aktiv dødshjælp og hvorfor samtalen om døden er så vigtig

2. "Hvad blev der af den nådige lungebetændelse?" med fokus på at overlevelse efter alvorlig sygdom ikke nødvendigvis altid er lykken, men at livskvalitet er nok så vigtigt, at døden er et vilkår og at vi skal stræbe efter at livets afslutning bliver så fredfyldt som muligt, om aktiv dødshjælp og de mange etiske dilemmaer i den forbindelse 

3. "Aktiv dødshjælp" er et foredrag, der blev til da statsministeren udtalte at hun er tilhænger af aktiv dødshjælp. Foredraget belyser, hvorfor aktiv dødshjælp ikke er det humane svar på lidelsen, at palliation er alternativet til aktiv dødshjælp og at samtalen om døden er livsvigtig i denne tid, hvor teknologi og medicin kan holde liv i selv dødende mennesker.

4. Den sidste hjælp er et foredrag om den døendes sidste tid og om at være tæt på et menneske, der står overfor døden. Vi ved, hvordan vi giver førstehjælp. Men hvad gør vi, når den hjælp, et menneske har brug for, ikke handler om at holde livet i gang, men om at være der, når livet slutter? Når et menneske, vi elsker, er døende, står mange af os famlende. Vi kan føle os magtesløse og være usikre på, hvad vi skal gøre og sige. For hvordan ser døden egentlig ud? Hvad sker der med kroppen, når livet langsomt slipper taget, og hvordan kan vi bedst være til stede i det? Foredraget handler om den sidste tid og om den hjælp, vi som pårørende kan give, når der ikke længere er noget, der skal fikses eller helbredes. Et foredrag om at turde stå ved siden af et menneske, når livet slipper – og om den sidste hjælp, vi kan give hinanden.


Hvis foredraget er uden samtalesalon anbefaler jeg at der er tid til spørgsmål og debat

Arrangementets længde varierer efter arrangørens behov. 

Pris: efter aftale

Velkommen til vores side

Her kan du præsentere det vigtigste om din virksomhed, dit projekt eller din organisation på en klar og professionel måde. Brug denne tekst som udgangspunkt til at fortælle, hvem du er, hvad du tilbyder, og hvorfor det er værd at vælge netop dig. Justér indholdet, så det passer til din målgruppe, og tilføj konkrete eksempler, services eller kontaktoplysninger, så besøgende hurtigt kan komme videre.

Mette Gammelgaard //
mettegamm@gmail.com
tlf: 2072 8742
Hjortshøj, Danmark

Drevet af Webnode Cookies
Lav din egen hjemmeside gratis!